Hedeboløbet 2008

Hedeboløbet var igen i år udset som "klubtur", men forhåndstilmeldingen var ikke overvældende. Det regnede søndag morgen, da det var tid til at køre hjemmefra, så der indløb en del afbud, således at der kun var 4 navne på listen da tilmeldingen skulle ordnes. Jeg troede, jeg havde garderet mig mod at skulle køre ved at glemme min cykeltrøje, men så kom Per med en ekstra trøje, og så måtte jeg føje mig til listen. Desværre var der en, der udeblev uden afbud, så det endte med, at vi kun var 4, Per, Harald, Bent og undertegnede.

Det var ikke kun ØMer, der blev hjemme på grund af vejret, så løbet var lidt tyndt besat. Men da vi kom afsted var det stort set tørvejr, og det blæste en del, så vejene var faktisk næsten tørre. Sådan forblev  det ca. 70-75 km, men så begyndte det at regne igen, og selvom det ikke blev voldsomt, nåede vejene at blive våde. Vi så en hel del punkteringer, men slap selv fri. Da vi kom i mål var det igen blevet tørvejr, og vi kunne gøre os klar til at nyde en fadøl i godt vejr.

Den ringere deltagelse betød også, at antal startende på hvert hold var relativt lille. Nogle var hurtigere end os, og nogen var langsommere, så inden længe var vi 4 ØM'er alene, men med Per og Harald som gode trækdyr gik det derudad med god fart. En del af turen fik vi følgeskab af et par løsgængere, og de nåede da også at tage en føring hver, en af dem faktisk temmelig lang. Vi var lige ved at tro, at vi havde fået hvervet et par nye medlemmer, men da der manglede en halv snes km, kørte de alligevel fra os, så de kom i mål nogle få minutter før os.

Selvom vi var så få, og  næsten alt føringsarbejdet var overladt til 2, kom vi i mål med over et snit på over 30. Computerne var lidt uenige, men det mindste tal var 30,2, og det største 31.

Trods alt en god tur.

Gerner