En sommerdag i ”Helvede”.

Ole havde læst i Cykelmotion Danmark om et nyt cykelløb i Himmerland, hvor man skulle cykle 95 km. på mindre veje og heraf strækninger på markveje / pavèer 16 stk.  23 km.

Der måtte max. være 100 deltagere, ikke licensryttere, og alt skulle være så enkelt som muligt = ingen depoter og afmærkning på vejen.

Ole kunne rigtig godt tænke sig, at vi cyklede det sammen, men da det var dagen efter Tøserunden, havde jeg mine betænkeligheder. Jeg har deltaget i alle Tøserunderne, skulle jeg nu droppe det, året før 20. gang? Løsningen blev at jeg skulle deltage i begge løb, prøve på at tage det med ro i Tøserunden, for at spare kræfter til dagen efter, så da jeg kom i mål lørdag middag, havde fået et bad og lidt at spise, kørte vi nordpå. Jeg fladede ud i bilen, sov lidt og forsøgte at slappe af.

Efter en god nats søvn i Ålborg, kørte vi til Nøvling skole, hvor starten skulle være kl. 11.00. Fra kl. 9.00 kunne man se filmen ”En forårsdag i Helvede”, samt lade op – det fik jeg brug for.

I programmet havde jeg set at der var 85 deltagere, heraf 3 piger, og vore navne blev nævnt før starten.

Efterhånden som deltagerne ankom, kunne jeg se at det ikke var licensryttere, men næsten. Det var omvandrende plakatsøjler – tynde seje muskelbundter. Da Ole på et tidspunkt forlod det bord vi sad ved sammen med et par af de lokale, som også lige skulle ud og skifte, var jeg alene ved et 8 mands bord, og der var efterhånden pladsmangel ved de øvrige borde, men INGEN ville tilsyneladende sidde ved en ”Ølsemagle Motions trøje” – De kendte for øvrigt heller ikke Tøserunden!!

Da starten gik, blev vi ført gennem den lille by med Masterbil foran, og ved byskiltet blev starten givet fri – hvilken start, der blev kørt rigtig stærkt, Ole og jeg var bagerst. Efter ganske kort tid punkterede den første, og vi havde ikke kørt ret lang tid, før vi skulle på den første pavè. Det var ikke det jeg forstår på markveje – der var skærver, og der var mange, mindst et lag på 5 cm. Samtidig havde de flinke jyske bønder gjort det pænt til de kommende gæster, de havde harvet markvejen med skærverne flere steder. Kunsten var at finde overgangen mellem skærver og græskanten i siden, og køre der. Så var der flere punkteringer, og hurtigt begyndte jeg at kunne mærke efterveerne fra Tøserunden fra dagen før. Hvis jeg skulle gennemføre dette, måtte Maratontaktikken tages i brug., d.v.s først tænke på at gennemføre ¼ af distancen, så 1/3 efterfølgende ½, og så begynde at glæde sig til, at der nu kun var kortere hjem.

Når ikke det var markveje med skærver, var det små veje med store bakker. På en af de første bakker var der malet på vejen ”Go Ellen” ”Go Karin” og ”Go Anne-Marie”. Det måtte Ole fotografere, mens jeg sled mig op ad bakken. Ole havde i øvrigt en meget afslappet dag, hvor han fik taget rigtig mange billeder af både mig og alle skærverne på vejene, og bl.a. en fårefold, som vi  kørte igennem.

Afmærkningen var små pile på vejen, og på ét sted gik det da også galt. Vi kom sammen med 3 Nordjyder til at køre forkert. For ikke at brokke mig, forsøgte jeg at finde noget positivt og sagde derfor, at vi fik mere for pengene end de øvrige deltagere, hvorefter ham jeg kørte ved siden af sagde, at det skulle jeg ikke sige når vi kom i mål. Jeg skulle huske på, at vi var i Nordjylland, så jeg kunne risikere at blive opkrævet mere i startgebyr for den længere distance – han udgik for øvrigt senere .

Ved Rebild bakker, efter Rold Store Kro var jeg total flad, så Ole blev kommanderet til pause, så jeg kunne få samlet energi til de sidste strækninger med skærver. Inden da stod min makker fra tidligere pludselig i vejkanten og fotograferede mig – han skulle lige have et billede af kvinden, som kunne køre fra ham!

Efter en lang og sej kamp var Nøvling by forude.  Sidste pavé skulle passeres, og nu var der kun 500 meter op af en stor bakke til mål, men ak og ve mit baghjul gjorde så underligt – jeg var punkteret! Ole og jeg var helt enige om, at vi hverken skiftede slange eller gik i mål, så det var bare om at stå op og træde, hænge over forhjulet og prøve at redde den hjem. Jeg kom over målstregen med ordene ”jeg er helt flad”. Det gjaldt både mit baghjul og mig selv.

Jeg fik en placering som nr. 64 ud af 84 startende. 16 udgik og 4 fandt en kortere vej, så jeg lukkede leddet (Ole blev nr. 63).

Inden løbet havde jeg hørt, at man skal restituere 48 timer efter større løb – der gik flere dage før jeg var på toppen igen.

Ellen

Se billeder i billedbogen