Ötztaler Radmarathon 2010
Søndag den 29/8-2010 kl. 6,30 stod vi ( Harald, Niels og Anker) endelig ved starten til Ötztaler Radmarathon i byen Sölden Østrig, ventetiden har været lang, - men nu var vi der.
Ötztaler Radmarathon er et cykelløb i byen Sölden Østrig på 238 km 5.500 hm, et løb med fantastisk natur, en effektiv organisation, 780 "hjælpere" er med til at gøre dette løb til noget helt særligt.
Tilmeldning til løbet er i sig selv noget specielt. I feb. var ca. 14.700 personer forhåndstilmeldt, men kun 4.000 kan deltage. I marts mdr. udtrækker løbsledelsen 4.000 ryttere,- vi var heldige at være mellem de 4.000.
Ruten fører deltagerene over følg. bjergpas:
Küthai 17,5 km 1250 hm 7,1% gns, Brennerpasset 36,5 km 810 hm 2,2% gns, Jaufenpass 15,1 km 1125 hm 7,5% gns, Timmelsjoch 29 km 1800 hm 6,2 % gns.
Så derfor skulle træningen være seriøs.
Vi var tidligt oppe, udenfor var det mørkt, koldt, meget koldt +1 g.
Efter morgenmad og en del toiletbesøg, en sidste snak med sig selv, om det nu var det rigtige tøj man tog på og havde med i lommerne. Ned til starten. Kl. 6.45 lød der et brag og afsted med helikopter svævende over os (man følte sig helt prof.) cyklede 4.000 ryttere ud på de 238 km 5.500 hm i alt 4 bjergpas, inden vi så byen igen, der var i øvrigt nyfaldet sne på bjergtoppen.
Vi havde aftalt at vi ikke nødvendigvis skulle følges ad, da vi mente det var umuligt med så mange deltagere. Efter 32 km kom det første bjerg Küthai, på det tidspunkt have jeg et snit på 38. Med helikopteren over hovedet, begyndte vi opkørslen, vi lå meget tæt, man skulle virkelig være vågen hele tiden, pludselig stod vi stille og måtte af for ikke at vælte, flere var begyndt at gå, det skabte megen uro,vi kom på cyklerne igen, stille og roligt nærmede jeg mig toppen. På det tidspunkt havde jeg ikke set Harald og Niels, men jeg vidste de var foran.
Efter 17,5 km , oppe på toppen, var der et depot, som var kaos af cykler og ryttere. - Og så til det rigtigt sjove, nedkørslen,- ned i hornet og afsted, hold da k...... det var fedt, vejret var fint, solen skinnede, så ingen våde veje, det var bare at gi' den gas. På vej ned kørte jeg udenom Niels (han så mig, jeg ikke ham). Da vi kom ned, kørte vi mod Innsbruch og Brennerpasset. På vej op af passet kom Niels, vi fulgtes ad et stykke tid, men jeg var nød til at stå af, for at træde af på naturens vegne, Niels forsatte. Vi fik kontakt igen på depotet som lå på toppen af Bennerpasset. Depotet her var også et kaos, men vi fik noget at spise og frisk vand i dunken.
Så igen til det sjove, nedkørslen. Niels var lidt forsigtigt, jeg gav den fuld gas. Men da opkørslen til Jaufenpass begyndte, var vi igen samlede, vi fulgtes nu op, vi fik øje på Harald et par sving længere fremme (godt vi har klubtrøjer). Da vi kikkede på vores computer, så vi for det meste et 10 tal , det var vi meget tilfredse med-
Næsten oppe på toppen, var der depot, kaos igen, vi fik nu kontakt med Harald. På depotet havde de bla. nogle dejlige ostemadder, rugbrød med græskarkerner, lyserød smøreost, kage, frugt, cola og frisk vand. - Afsted igen, vi skulle lige køre ca 2 km før vi var helt oppe, endnu en nedkørsel,Harald og Niels forsvandt bag mig.
Denne nedkørsel kunne jeg huske fra en tidligere tur, der var mange hårnåle sving - et ishus, hvor jeg husker et par ømmere dengang holdt pause (ingen navne "banjo boys") imens vi andre kørte op og så ned igen.
En utrolig flot nedkørsel, i starten ingen bevoksning, derefter skov, små byer , meget flot udsigt ned mod byen St. Leonhard. Meget kort efter nedkørslen , begyndte opkørslen til Timmelsjoch, 29 km. En modbydelig opkørsel.
På det tidspunkt havde vi kørt ca. 180 km, det begyndte at gøre ondt, lidt krampe,- som heldigvis kunne trædes/trykkes væk. Farten var på ca 8-10 km. Samtaler med sig selv.: Det gik jo godt-, og der var ikke langt til mål. Efter ca 20 km, depot. Her var ingen kaos, cyklerne skulle stå i stativ imens man forsynede sig, så her var til at komme til ved bordene med kage, brød, bananer og appelsiner. Jeg fik lidt cola og bananer, og var nu klar til at køre, da Harald dukkede op, fik vi taget nogle billeder
Harald fik også spist. Vi fulgtes op, jeg vidste godt at der var langt op, men jeg havde ikke helt styr på hvor mange km vi manglede, Harald mente det var 9 km (han havde desværre ret), her måtte jeg igen snakke lidt med mig selv. Det gjorde rigtigt ondt nu, farten var 6,5-9 km, Harald viste tænder, jeg frøs om næsen, men - udsigten var meget flot, bjergtoppen var beklædt med nyfalden sne, og længere fremme kunne vi se "hylde på hylde" med ryttere, dette syn fik smerten og kulden lidt i baggrunden.
Endelig kunne vi se toppen, efter 29 km, med hårdt arbejde var vi oppe på det sidste bjerg. Efter fotografering på toppen, var det nu igen tid til det sjove, nedkørsel Harald ville ta` det med ro, jeg derimod var fast besluttet på at den bare skulle have gas.
Afsted ned mod Sölden, der kom lige en lille modbakke på ca 2 km ellers var det bare ned af. Ind gennem byen hvor der var masser af mennsker, skilte/flaget med 1000 m mærket var skønt at køre under. Over en bro og så i mål, fantastisk følelse- løbet jeg har tænkt på siden januar var nu vel overstået. Harald kom kort efter, hans tid var 1½ time bedre end i 2006, så han var meget stolt og glad. Vi ventede ikke længe før Niels kom i mål. Vi fik taget nogle billeder. Så tilbage til pensionatet og nyde et dejligt bad, vi skulle lige køre ca 2 km med en stigning% på max 16%, men vi var
jo varme.
Så ned til pastaparty og præmieoverrækkelse, vi skulle også have Ötztaler Radmarathon cykeltrøjen, som bevis på at vi havde gennemført dette fantastisk løb.
Præmieoverrækkelsen var i meget fin stil. Der var underholdning, med sang, luft arkobatik, cykel trick.
Bedste tid hos damerne 7,43 t mændene 7.03 t til sammeligning: kører vi i tiderne Harald 10,49 Niels 10,58 Anker 10,39.
Efter en god nats søvn begyndte vi hjemturen. ( i bil) Vi havde nogle dejlige dage med mange oplevelser. Masser af cykel lirens, body painting (tre piger i g-streg uha dada ) utrolig flot natur, selve løbet, masser af mennesker på ruten der råbte, klappede, larmede med koklokker, en helikopter svævende over en ligesom "profferne" masser af fotografer, tidstagning på alle 4 bjergpas, altså når man startede opkørsel og til man var oppe, disse tider m.m. har vi fået på en mail. Set en rytter med kun et ben.
Turen hjem blev i regnvejr, med skidt , vi havde solskin søndag den 29/8/ 2010, selve løbsdagen.
Tak til Harald og Niels for selskabet og en rigtigt god tur ( det var relativt hyggeligt)
Anker
Se billeder i billedbogen
Webmasters tilføjelse:
På bloggen ligger de hilsener, som blev sendt hjem undervejs på turen.