Tur til VM-ruten 4.9.2011

 

Endnu engang i denne våde sommer var vi heldige med vejret til et ØM-arrangement. Fint solskinsvejr og over 20 gr. varmt.

Kenneth og Jan K havde taget initiativ til  en "klubtur" til VM-ruten nord for København. Initiativet blev vel modtaget af rigtigt mange ØM'er. Der var aftalt et opsamlingssted i Vindinge for dem, der syntes distancen var for lang og for dem, det passede bedre rent geografisk. Nogle af dem, der var startet fra klubhuset, valgte at dreje fra i Vindinge og køre en træningstur i mere "normale" omgivelser, men andre stod på, og der var 20 mand, som kørte mod København.

Jan havde lagt en rute, der gik et stykke uden om København, og det fungerede fint. Han skal dog nok ikke søge job som landmåler På forhånd havde han oplyst, at distancen ville blive på ca. 115 km, og de, der stod på i Vindinge, ville spare ca. 40 km. Men det viste sig, at distancen fra Vindinge og tilbage blev på nøjagtigt 100 km. Fra og til klubhuset har den altså været ca. 140 km.

Gennemsnitsfarten blev ikke specielt høj, men en god del af turen blev kørt på cykelstier og i områder med mange lyskryds. Det gav en del ujævn kørsel med mange opstarter. Sammen med den lange distance og den efterhånden tiltagende vind bevirkede det, at flere til sidst var rigtig godt brugte. Et par stykker valgte at dreje fra ved Tåstrup og finde hjem på egen hånd.

Der var almindelig enighed om, at VM-ruten på trods af Geels Bakke og Slotsbakken måtte betragtes som en flad rute, selvom den for nogle af ØM'erne var skrap nok. Man skal også tænke på, at VM-rytterne skal rundt 17 gange, så der skal nok være nogle, der falder fra.

Ejgil har taget nogle få billeder på turen. De kan ses i billedbogen